Der er to veje fra Nordby til den imponerende istidskløft Møgelskår. Den ene forbi Nordby Kirke, den anden starter ved ringvejen, der omslutter Nordby.
Møgelskår er blot en enkelt af de kløfter, der dannedes af smeltevandet i istiden, men den er afgjort den smukkest udformede. De kuplede bakker, afvekslende med dybe dale, gør Møgelskår til en helt speciel naturoplevelse, som man ikke må snyde sig selv for. Bakkerne syd og nord for Møgelskår er fredede, men de er tilgængelige for naturelskere, hvadenten man blot vil nyde landskabet eller har specielle biologiske interesser.