Økomuseum Samsø har et spændende tilbud til børn i skolernes sommerferie.
Historisk Eksperimentarium er en ny måde at opleve historien. En hjælp til at forstå sammenhængen mellem landskabet, historierne i landskabet og tingene i museets udstillinger.
I Historisk Eksperimentari-um har du mulighed for selv at gå ind i historien.
Gennem spændende fortællinger inspireres børnene til at gå i gang med små, lette historiske eksperimenter.
I år vil der være mindst seks forskellige tilbud at vælge imellem: Teknologien bag bygning af bondestenalderens store stengrave, konstruktion af bronzealderfolkets flotte og markante gravhøje, vikingernes anlæg af Kanhave Kanalen, bygning af Nordby kirkes sakristi med rundbuer, middelalderlig pensel- og farvefremstilling til murmaleri af helgenbillede og til sidst indretning af skanse fra Englandskrigen med bygninger og kanoner.
Økomuseet er i gang med at opbygge endnu tre tilbud: Middelalderborgens indretning med volde, mure, tårn og bygninger, Brundby stubmølles spændende gear-konstruktion og hvordan en 7.000-årig jægerboplads i Stavns fjord kan have set ud.
Efter eksperimenterne er der også mulighed for at lave sin egen erindringsting, f.eks. støbe en musketkugle eller udhamre en bronzearmring.
Både fortælling og eksperiment er med til at give historisk indsigt og inspiration til at tage ud og besøge de ”rigtige” historiske steder på øen. I det lille hæfte ”Stifinder på Samsø” findes kort og facts om stederne. Meget mere om eksperimentariet findes på hjemmesidenwww.samsoehistorie.dk/eksperimentarium
Klik på tegnstifterne og læs mere om økomuseets tilbud!