Til forsiden

 

Oplev Samsø fra hesteryg

Hesteinteresserede behøver ikke at undvære deres hobby, mens de er på ferie på Samsø. Øens rideskoler lejer heste ud til både turridning og til ridning på bane og i haller. Turridning er som hovedregel med en fører – dog kan der dispenseres til meget erfarne ryttere, som tidligere har lejet heste. Rideskolerne tilbyder desuden kurser og undervisning.
 
Der udlejes ponyer hos Ørbygård Rideskole i Ørby. Herfra er desuden udstationeret et antal heste i Nordby, som dog stadig skal lejes gennem Ørbygård Rideskole.
 
Ridecentret Kildekjær lige udenfor Tranebjerg udlejer også heste, og som hos de øvrige udlejere er der mulighed for kurser og undervisning. Samsø Rideklub, der har hjemme på Kildekjær, arrangerer rideture i Nordby Bakker mandag til fredag i juli.
 
På Kildekjær tilbydes tillige handicapridning med uddannede instruktører, og der er en lift til rådighed. Handicap-ridning foregår på heste specielt trænet til formålet.

Rideterapi og Horsemanship  | Bestil Online | Kort

Som noget nyt til der nu kurser i horsemanship og rideterapi. I mange år har det været kendt, at heste og samværet med disse smukke dyr har en helbredende og healende effekt på os mennesker.
 
Udover den konkrete ridemæssige oplevelse, har man erfaret, at mennesker med stress, depressioner, psykiske problemer og forskellige diagnoser (f.eks ad/hd, asberger el. lign), kan bibringes god udvikling og stor livsglæde ved hjælp af samvær med og ridning på heste.

Populær ferie i hestevogn

En populær ferieform har i mange år været en uge i hestevogn – eller prærievogn, som mange kalder dem.
 
Med rolige Nordbagger spændt for vognene går det øen rundt i sindigt tempo, så man kan nå at nyde Samsøs kønne natur. Gæsterne kører ad en fastlagt rute, som så vidt muligt er på små veje. Og når ugen er gået, har man stort set været øen rundt og kørt gennem vidt forskellige landskaber med kyststrækninger, skov, hede og fjord.
 
Der overnattes på bestemte pladser, hvor der er folde til hestene, som her kan slappe af og græsse inden næste dags tur.
 
På pladserne er der rindende vand, borde, bænke og bålplads, så der bliver hygget om aftenen og fundet nye venner, når flere overnatter på samme plads.