Hvad er et Økomuseum?
Samsø har et spændende kulturhistorisk tilbud både til samsingerne og deres gæster. Her findes nemlig et af Danmarks første økomuseer.
Ordet "øko" stammer fra det græske "oikos" der betyder hushold eller helhed. Økologi er læren om helheden, sammenhængen, mest brugt om naturen.
Et Økomuseum vil gerne fortælle om helheden, om sammenhængen mellem mennesker og natur, om samfundets kulturhistoriske indvirkning på naturen gennem årtusinder.
Derfor er Økomuseum Samsø ikke et traditionelt museum – det er ikke kun et hus med ting og genstande fra fortiden. Økomuseum Samsø er det fælles navn for mange forskellige aktiviteter, der tilsammen giver mulighed for at se og forstå sammenhængen mellem Samsøs landskab, kultur og mennesker i fortid, nutid og fremtid. Hele øen fortæller historie, når man blot får øjnene op for det.
Hjertet i økomuseet er Velkomstcenter Samsø indrettet i det nedlagte Tranebjerg Mejeri i centrum af Tranebjerg og nærmeste nabo til Samsø Museumsgård. Her er det muligt at få en introduktion til Samsøs kulturlandskab som et supplement til turistbureauets praktiske hjælp og oplysninger.
De mange forskellige tilbud, udstillinger som rundvisninger, bygger på et samarbejde mellem økomuseets ansatte og den store skare af frivillige, der på mange måder bidrager til formidlingen af øens kulturhistorie.
Økomuseet står for en vekselvirkning mellem interessen for at arbejde med sin lokalhistorie og glæden ved at dele den med andre. Museets mange frivillige er hver på sin måde med til at gøre et besøg spændende og vedkommende. |